Politiken.dks triste deroute

Denne artikel er noget af det mest irriterende, jeg længe har læst i danske medier. Jeg læser dagligt pol.dk, men nu er det sateme snart slut. At de er sunket så lavt som til at stramme rubrikken så hårdt, er simpelthen til grin, og det bør de straks overlade til tabloidernes skruppelløse hærgen i jagten på klik. Hvorfor tror alle medier, at den eneste måde at tjene penge er ved at lefle for laveste fællesnævner?

http://politiken.dk/udland/article876820.ece

Overskriften: Olafur skal betale en kvart million om måneden i renter

Hvis ikke den artikel handler om Olafur Eliasson, er overskriften helt i skoven. Der er en eneste kendt islænding, der ikke er Björk eller Eiður, og han hedder Eliasson til efternavn. Det svarer cirka til at lave en overskrift, der hedder “Se videoen: Løkke Rasmussen får en spiller i busken” og så handler det om en fyr, der hedder Kim Løkke Rasmussen, der spiller guitar i en busk…

Og beløbet? En kvart million lyder jo dejlig voldsomt, så lad mig ellers trykke på linket i en frygtelig fart! Nej, hvor jeg glæder mig allerede til at frydes over andre menneskers nedtur! Jojo, en kvart million islandske kroner, men de er jo cirka det samme værd som yen, småsten og Parken-aktier, så det svarer til cirka 10.000 om måneden.

Pol.dk må være den hjemmeside, hvor der er størst forskel på kvaliteten i forhold til papirudgaven af samme.

Stakkels Olafur, siger jeg i øvrigt bare, begge to altså.

Update: Rubrikken er efterfølgende blevet omdøbt til “Olafur og hans landsmænd drukner i megagæld” – bedre, men ordet ‘megagæld’ lyder mere som et ord, der burde indgå i en artikel i Mix eller Vi Unge…

  • randirehmeier
    Well. En gut fra min årgang på Schurnalisthøjskolen er forsideredaktør på skidtet med jævne mellemrum, så min overraskelse over dit udbrud kan ligge på et lille sted. Nettet er et populistisk lortested at finde sine informationer, så'n er 'ed :-)
  • Jakobo
    Hvad blev der af min harmdirrende kommentar? Den blev sikkert fjernet af Pol.dk's spioner?? Naa, jeg deler din galde, Ricki! Pol.dk er for latterlig og jeg er for latterlig for at blive ved med at laese siden hver dag!
blog comments powered by Disqus