Grapefrugten.dk Bittersød. Gammelsur. Lilletyk.

Puha så så man ellers lige mig på homojazzbar i går hva’? Jamen det er jo simpelthen bare en af den slags arrangementer, som jeg går til hele tiden, og jeg kan godt sige dig en ting. Jeg foretrækker min jazz så mørkesorteobskur som overhovedet muligt. Hvis jeg på noget tidspunkt fornemmer, at der er bare 2 (sigerogskriverto) sammenhængende toner i harmoni, eller jeg på nogen måde kan enten skelne numrene fra hinanden eller overhovedet i det mindste bare have en fornemmelse af, hvornår det ene slutter og det næste starter, er jeg soouttathere! Og klap? KLAP? Er du sindssyg, jeg har jakken på ved første vilkårlige berøring af kontaktflade mellem svedig hånd og hånd. Alt andet end det mest forsigtige og sarte lille knips er BAND-lyst, og selv det skal akkompagneres af et ærkesnobbet løftet øjenbryn, der med ironisk distancering forkynder, at jeg skam kunne gøre det langt bedre selv, hvis jeg da overhovedet gad at engagere mig i et noget så latterligt foretagende.

Nå, men vi var på det legendariske lille værtshus Cafe Intime på Frederiksberg sammen med vores husgæster Merete og Søren, som vi har haft på besøg i et par dage nu. Det har i øvrigt været helt fantastisk fryd, og Søren og jeg har både tævet hinanden og fået urimelige store smæk af Napoli sammen i Fifa (0-8, man skulle tro de stadig havde deres Ma-Gi-Ca-trio på toppen bestående af Maradona, Giordano og Careca) og lavet tapas til mig og snakket om alt muligt sjovt.

Her er spredte højdepunkter fra aftenen:

1. Mazza fandt ud af, at hun har en sød tand for Arnbitter. Jeg forudser en stormfuld kærlighedsaffære for det perfekte match, mens Små Grå græder sig selv i søvn af jalousi. Jeg kan stadig huske Maries forbløffelse over, hvordan noget så læskende kunne holde 50% alkohol…

2. En ældre herre melder sig på banen som aftenens første gæstesanger og skråler, nej skriger, nej synger en dansk udgave af musical-klassikeren Memory (hvorfor troede jeg, at den hed Memories?) fra Cats. Han fnøs af tilbuddet om en mikrofon, og sang så højt (både volumen og tone, men mest volumen ikke?), at jeg blev skræmt.

3. På et tidspunkt skal jeg på toilettet, men jeg bliver bremset på vej derud af en ældre herre, uvivlsomt bøsse, med et stort gråt skæg, der siger “Aaah juuu lååking for tråbel’ og jeg svarer med et smil og et ‘No no, not at all sir’, hvorefter han siger ‘Dæn juu kaim tu de rajt plaise’ og tractorbeamer mig ind i et kæmpe bear hug af et knus! Han må have været politimand, hans pistol gravede sig i hvert fald dybt ind i min hofteskål…

4. Et væld af alt svingende fra sindssygt dygtige jazzsangere og -inder til bare sindssyge mennesker var på scenen og spillede fine sange med husbandet.

5. Poul Glargaard entrerede baren i old school Frederiksberg-skuespillerstodderstil, og jeg fik bekræftet et længe florerende rygte om manden: Han er fucking orange! Ingen ved vist hvorfor dog. Han var vist i et vældigt humør dog, og Grapefrugten, der jo selv er orange og har prøvet de stikkende, dømmende blikke skal i hvert fald være den første til at hylde hudfarvediversiteten og fra fronten af acceptens kamp berette, at man i hvert fald ikke behøver skamme sig over at være en smule orange af og til. Det er i hvert fald bedre end at være grisefarvet. Oink, oink, tykke, Poul og jeg lyser i det mindste (op) i mørket.

Godt nytår, Poul. Skål.