Grapefrugten.dk Bittersød. Gammelsur. Lilletyk.

For første gang i et halvt dusin år har jeg den mindste antydning af en meget vag form for optimismespire angående fodbold. Når EFB og Milan kan spille så dårligt og stadig vinde, er det da i hvert fald ikke helt sløjt – men hvor EFB næppe står medaljedistancen i år, har Milan bedre chancer end nogensinde for endelig at blive mestre igen! Jeg så Inter knække fuldstændig sammen i fredags mod Catania, og derfor var det med vanlig pessimisme at jeg i går aftes forberedte mig på endnu en skamfuld affære til skuffelsesskabet, der er noget større end pokalskabet i Milan.

Men ud af intet kom smukke Clarence og scorede et helt igennem fantastisk og vigtigt mål – man kan ikke så godt se det på billederne, men det er faktisk med låret, at han scorer. Og han rammer ikke engang bolden, han flexer blot femur hollandaise og resten er historie. Et point op, det bliver sateme spændende til sidst.

Jeg sender en meget venlig tanke til Sampdoria og Tue for at vi får lov at have sådan en kraftkarl på vores hold – vi skylder jer alt!

I forgårs var jeg til koncert med the Antlers. Jeg er snart træt af at sige det, men som alt andet musik, der er værd at høre i disse dage kommer de fra Brooklyn. I 2009 lavede de et album, der var på mange musikblades top 3-lister for 2009, nemlig Hospice. Det er en virkelig smuk og ubegribeligt trist affære om en mand, der møder en terminal cancer-patient på det hospice, han arbejder på. Han bliver forelsket i kvinden og trods hans sunde fornuft om ikke at indlade sig i et bogstavelig talt dødsdømt forhold, gør han det alligevel. Albummet handler om deres kærlighed, om op- og nedturene med sygdommen, og slutteligt kvindens død.

Fra sangen Bear:

There’s a bear inside your stomach
The cub’s been kicking you for weeks
And if this isn’t all a dream
Well then we’ll cut him from beneath
Well we’re not scared of making caves
Or finding food for him to eat
We’re terrified of one another
And terrified of what that means
But we’ll make only quick decisions
And you’ll just keep my in the waiting room
And all the while I’ll know we’re fucked
And not getting unfucked soon
When we get home we’re bigger strangers than we’ve ever been before
You sit in front of snowy television, suitcase on the floor

Ikke ligefrem X-Factor material, huh?

Forsanger Peter Silberman (der pretty much er bandet) har den mest bemærkelsesværdige stemme, jeg er stødt på siden Jeff Buckley. Jeg har i hvert fald ikke hørt nogen krænge sjælen ud med så meget intensitet siden Grace. Albummets sidste nummer hedder Epilogue, og selvom resten af albummet indeholder mange triste højdepunkter, tager den alligevel kagen og turkey baster den til med smerte indtil jeg simpelthen ikke kan klare mere. Jeg har grædt til den sang alene omtrent en håndfuld gange, når jeg sad og tænkte over verden efter midnat. Jeg har hørt den så meget jeg overhovedet kan holde til og holde ud. Men hvorfor pine sig selv på den måde? Jeg tror meget på, at man bliver et bedre menneske, hvis man bevidst udsætter sig selv for tilpas meget smerte, man kan klare uden at det ødelægger en. Folk, der gør det for let for dem selv fokuserer på trivialiteter og er sjældent gode til at perspektivere. De lever simple og ofte lykkelige liv, hvilket der ikke i princippet er noget galt med, men det er altså sjældent dem, der udretter noget, jeg virkelig får respekt for. Jeg tror, at jeg lider når jeg er alene, for at jeg kan være glad sammen med andre – de fleste, der kender mig lidt til middelgodt vil sikkert betegne mig som et glad-i-låget, begejstret og entusiastisk damp-barn. Jeg tror, at det lykkes mig at være den person sammen med andre, fordi jeg tager mig tid til at tænke og være trist alene regelmæssigt. Som de siger i Lost: Live together, die alone.

Desuden: Når man en gang har spist den røde pille, er det svært at træde tilbage i uvidenhedens lyksalighed.

Du kan høre hele albummet her på Grooveshark: The Antlers – Hospice

Skål i tårer.

I morgen får jeg, hvad jeg ville kalde en stille og rolig dag. Du ville nok være tilfreds, hvis du nåede cirka en tredjedel.

Anyways, dagen starter 7.00, hvor jeg står op og spiser en banana og drikker en halv liter vand. Klokken 8 er jeg på plads på Sundby Idrætspark, hvor jeg spiller indendørs fodbold en time. Derefter jorder jeg til Nørrebro, hvor jeg har møde halv 10. Klokken 11 er mit møde slut, hvilket ikke er et minut for tidligt, for halv 12 har jeg et møde på Teglholmen. Det bliver afløst direkte af et andet møde derude, hvor jeg skal undervise en redaktion i brugen af sociale medier. Når det så er slut, skal jeg se, om jeg får tid til at arbejde lidt, før jeg skal ud at spise med Mazzas forældre på Vespa. Det glæder jeg mig rigtig meget til, og lige så snart jeg har sluppet dessertskeen, smutter jeg lige en tur til Amager for at drikke en øl med flinke Jes og meget dygtige Venice Maki, der spiller på Kvarterhuset i morgen aften. Jeg forventer at være i seng omkring klokken 1, hvor jeg sikkert sover nogenlunde.

I dag har jeg truffet en beslutning om, at jeg i marts måned ikke vil spise kød.

Det bunder mest i, at jeg synes kødindustrien er virkelig ulækker , og selvom jeg til tider bryder mig særdeles godt om at spise kød, er det ingen undskyldning for at bidrage til at holde det apparat velsmurt. Mit langsigtede mål er at få det med kød, som jeg har det med cola nu. Det vil sige, at jeg ikke konsumerer det til hverdag, men måske engang hver 6. uge. Desuden vil jeg være en mere kritisk forbruger, end jeg er i dag, og fx. kun spise økologisk kød, der ikke er transporteret så langt.

Jeg har besluttet mig for, at jeg primært af praktiske årsager vil spise fisk, samt at jeg ikke vil kæmpe fanatisk for at undgå fx. boullionterninger.

Det bliver forholdsvist nemt kostmæssigt at erstatte, hvad kødet indtil videre har givet mig, forestiller jeg mig, og kun marginalt mere tidskrævende at lave mad.

I aften besluttede jeg mig for at go out with a bang, hvilket passede fint med, at Familien Lundgaard inviterede på MASH. Jeg synes, at det var ret lækkert, men absolut ikke noget fantastico, og slet ikke til prisen. Jeg fik snegle og en NY Strip (ordret bestilt ‘RET rød’, og den var medium) med chilifritter og bearnaise. Betjeningen var i særklasse, altså bortset fra svipseren med bøffen, som jeg ikke klagede over, de havde utvivlsomt rettet op på det uden at blinke, er jeg overbevist om.

Stemningen omkring bordet var, at kødet ikke ligefrem var fantastisk mørt (selv dem, der fik mørbrad), og det er sgu en anelse sub par.

Således er missionen for marts i første omgang: Mindre kød, mere Smiths andet album

Jeg fik ikke gig’et som blogger for Roskilde Festival – de søgte 9 bloggere, der skulle blogge før, under og efter festivalen, og udover billetten fik man lov at se en koncert oppe fra Orange Scene – puha, jeg kunne sateme dårligt finde på ting, jeg hellere ville end det :(.

Jeg kan sgu dårligt forestille mig folk, der er mere kvalificerede end mig, så jeg glæder mig godt nok til at se, hvem de har valgt. De skrev, at der havde været 450 ansøgere, og hvis jeg ikke engang er i top 9 af 450 ansøgere, har jeg måske for høje tanker om mig selv. Jeg er i hvert fald helt crazy skuffet. Det vil sige, at jeg statistisk set ikke engang er i top 2%. Jeg er faktisk overrasket over, hvor skuffet jeg er lige nu .

Pis.

En rokade er et skaktræk, hvorved konge og tårn flyttes i et træk. Dette særprægede træk kan jeg simpelthen ikke forestille mig altid har eksisteret i skak, da det er alt for spektakulært til sådan et æstetisk nydelsesspil som skak. Måske skak skulle rebrandes omkring det 15. århundrede og bane vejen for andre action packed spil som domino og mølle, lidt ligesom da man indførte silver goal i fodbold? Banebrydende ændring af regler hjælper sjældent på et spil, opfind dog et nyt i stedet siger jeg bare. Kalaha har sguda aldrig haft brug for en eller anden mystisk ny regel! (Pro tip: man kan desuden altid bare gemme den sidste kugle inde i hånden, særligt når man spiller mod børn. Så kan man sidde og gnide lidt på den lille elfenbenstestikel, mens man venter på at det bliver ens tur igen, så er det knap så kedeligt).

En af forudsætningerne for, at man kan foretage en rokade i skak er, at kongen ikke står i skak. Eftersom den jo udgør 50% af brikkerne, der skal flyttes, er det mærkeligt, at rokaden som metafor nogensinde har vundet fodfæste i politik, for hvorfor rokerer man en minister, der ikke er presset?

“Det går skidegodt Brian Mikkelsen, de næste 18 år skal du dog tage kopier og sætte bøger i alfabetisk rækkefølge på Albertslund Folkebibliotek i stedet for at være justitsminister, men det er ikke en personlig kritik af dig – vi har alle sammen sat stor pris på, hvor meget du elskede at erklære din kærlighed til håndbold og egentlig ikke interesserede dig for menneskerettigheder. Der er også modellervoks, men du må kun lege med det i dine pauser. Prøv ikke at spise for meget, Brian.”

Mens der er to tårne at vælge imellem til den henholdsvis korte og lange rokade (eller den glatnakkede og den exfolierede som vi kalder dem i skaktermer), er der kun en konge. Statsministeren bliver dog aldrig rokeret i en ministerrokade (og da slet ikke under Fogh, da han jo som bekendt er lidt af en queen), hvilket bidrager yderligere til min undergravende virksomhed omkring metaforens egnethed.

Jeg foreslår i stedet, at vi laver en omgang buddingebattle, hvor Lars Løkkes hals og Prins Henriks vom dyster i 50 meter blæver. Det får vi selvfølgelig ikke en bedre politisk situation ud af, men det gør vi heller ikke med denne rokade, og i det mindste er der noget sjovt at kigge på så – der ikke er Charlotte Sahl-Madsen. BØH!

I går tog jeg på job klokken 9 om morgenen. Så gik hele min dag med at få Teknisk Afdeling til at få min computer på internettet og på det lokale netværk. Det var tilsyneladende ret uoverkommeligt, eftersom jeg åbenbart skal chikaneres fordi jeg foretrækker at bruge et overlegent styresystem, og dermed var det først halvt færdigt klokken 15. Derfor var klokken 23.55, da jeg slukkede min computer for at tage hjem. Det er dejligt at bruge 15 timer af sin fredag på sit job, fordi Danmarks måske største mediehus ikke kan få en computer på internettet.

Jeg kom hjem til lidt af et galehus – Mazza havde besøg af en flok teaterkumpaner, som var temmelig højrøstede forårsaget af det faktum, at det eneste, vi havde at drikke var 2 flasker portvin og en flaske whiskey…sekundet, jeg trådte ind af døren stod tre voksne mennesker og insisterede på at beføle mine lægmuskler, som de af en eller anden grund havde talt meget om i løbet af aftenen…desuden var der en af dem, der kunne mime, og det viste han gerne! Han rynkede vældig meget på næsen af både klovne i al almindelighed og gademimere, da han mente, at miming var langt mere sofistikeret. Jeg tror det den dag jeg ser en mimer lave andet end rebet, boksen eller modvinden, siger jeg bare lige…det var meget hyggeligt, at de var der, men når man kommer træt hjem og skal tidligt op, og i øvrigt er 10-15 genstande bagefter, er der nok ikke så meget at gøre for at komme up to speed.

Derfor gik jeg bare i seng, og stod op 7.15, fordi jeg skulle spille 2 timers indendørs fodbold i Bagsværd. Jeg er efterhånden ved at have nogle kontakter, der gør at jeg får spillet et par gange om ugen forskellige steder rundt omkring i København, og det er virkelig fedt, særligt taget i betragtning dels hvor god jeg er, og dels hvor meget jeg elsker det!

I første kamp fik jeg en forstrækning i baglåret, og det var sateme en humørdæmper. Heldigvis kunne jeg humpe rundt resten af kampene og stå meget på mål. Alligevel spillede jeg fint, og vi vandt alle vores kampe undtagen 1. Det er sateme sjovt at vinde i indendørs fodbold…nu sidder jeg og ser fodbold, mens jeg har utrolig ondt i venstre bagrøv – hvordan mon man behandler sådan en forstrækning, standard RICE eller?

I det mindste er det bedre at have ondt i bagrøven end…I…I got nothing. Noget med Bagsværd?

På torsdag skal jeg holde oplæg for et semester på Journalisthøjskolen i Århus om TV 2s erfaringer med brugen af sociale medier. Det bliver ret spændende, og jeg glæder mig og er lidt bange. Det er skræmmende at skulle tale foran mange mennesker, men måske jeg bare skal lave det gode gamle trick med selv at komme helt nøgen ind i salen og så forestille mig mig selv i undertøj. Tanken alene skulle efter sigende være så frygtindgydende, at man slapper af ved tanken om at det ikke er en selv. Eller det vil så sige, det er det jo for mit vedkommende, men i det mindste er jeg nøgen på det tidspunkt, så jeg har andre ting at tænke på.

Jeg sidder i toget på vej til Odense, hvor jeg skal underholde på dagens stand-up-møde (ja det kalder vi det i afdelingen, hvem hvinede creme fresh? Jeg får endnu en lang tirsdag, for bagefter skal jeg direkte fra Hovedbanen over den lange bro og spise hos Jes, hvorefter vi skal spille bordtennis og indendørs fodbold og se Milan forhåbentlig slå Manchester. Jeg skulle skrive en prematch svinerbesked til en Man U-fan i går, og han har noget, han kalder for Rio-effekten (fra en gang vi altid spillede Playstation mod hinanden, og når Ferdinand så tacklede en, råbte han Rio-effekten (uden undtagelse!). Jeg fandt så på Pirlos Pasningsgaranti, og det synes jeg faktisk ikke jeg fik nok credit for i mailen, så nu er det altså out there. Pirlos Pasningsgaranti. You like?

Jeg kan desuden anbefale ‘Alting Bliver Godt Igen’, som er bedre end man skulle tro, selvom jeg gennemskuede den, for der er sateme flotte billeder og en Jens Albinus, der spiller rigtig, rigtig flot, og ‘In the Loop’, som er utrolig fin og meget, meget velskrevet, og som fans af britisk comedy fra de sidste 10 år vil sætte VIRKELIG STOR pris på.

Jeg kan til gengæld ikke anbefale at komme alt for tæt på politikere til højre for Klaus Bondam, med mindre man har en udpræget form for fascination de macabre.

Inspireret af at have set den ret fine guitardokumentar It might get loud for nylig, er jeg begyndt at spille lidt guitar sammen med to venner – i aften var første gang, og selvom vi ikke var særligt gode, har vi i det mindste allerede fået rollerne på plads. Vi har en helt klassisk lead guitarist, der er super egoistisk på scenen og overhovedet ikke tænker på fællesskabet og bandets bedste. Vi har en følsom og frustreret forsanger, der har svært ved det med livet og musikken og så har vi holdspilleren, Kirk Hammett’en i bandet, der altid er positiv og bare lader de andres store ego’er battle den ud.

Det var sjovt, og det skal vi snart gøre igen. Jeg er egentlig lidt ligeglad med, at jeg ikke synger særlig godt. Jeg er selvbevidst om det, men det er vel også en fin øvelse at sørge for, at man foretager sig noget foran andre, man ikke er god til. Det er vel heller ikke ligefrem pinligt, at man ikke er god til at synge, er det?

Et udpluk af de sange, vi øvede;

Franz Ferdinand – Walk Away

Oasis – Don’t Look Back in Anger

Babyshambles – Albion

Radiohead – No Surprises

Jeg skal desuden love for, at jeg har haft en hektissimo dag! Jeg stod op 6:45 og pakkede min taske, for jeg skulle spille indendørs fra 8-9 – så kom jeg ned til en flad cykel, som jeg prøvede at køre lidt på, men jeg opgav, da jeg vidste, jeg skulle cykle 7 kilometer derud! Så løb jeg 800 meter om til en cykelhandler, jeg vidste havde en pumpe ude så tidligt om morgenen, og fik lidt luft i – derefter jordede jeg derud, og var omklædt 8.01! Så spillede jeg (virkelig fint) i en time, og så fik jeg et lift på job med min cykel, da den var flad igen, da jeg kom derud. Klokken 14 tog jeg en taxa ind til Bremen, hvor jeg lavede et web-tv-klip, som jeg virkelig håber blev sjovt. Eller i det mindste hæderligt – jeg ville på mavefornemmelsen lige nu godt sælge den for hæderligt, tror jeg. Så gik jeg hjem, og fik lappet min cykel på en time til en 50′er – slap dog af nogle fine oplevelser jeg har med cykelsmede i disse dage! Alt i alt en rigtig fin dag, hvor jeg fik oplevet maksimalt og ikke gik glip af noget på trods af et fladt bagdæk – plus jeg fik spillet både fodbold og guitar.

Nu skal jeg sove, for i morgen skal jeg op klokken 7 og bage brød til mine kolleger. Slap nu af, hvem sagde overskud? Aj hvem sagde det? Var det dig, tykke? Jeg kunne ikke så godt høre det gennem dine kagekrummer, tyg lige af munden, før du taler, ikke?

Min blog har været nede i lidt tid, og nu er den igen oppe før den formentlig om ikke så længe er midlertidigt nede igen. Pausen har jeg blandt andet benyttet til at være syg, hvilket jeg stadig er.

Jeg har også tilmeldt vores fodboldhold til endnu en sæson 7-mandsfodbold, så nu håber jeg dels på at vi bliver godtaget på trods af en meget mild deadlineoverskridelse, og dels på at vi er 7 mand på holdet.

I fredags var jeg til Twedagsbar, som er fredagsbar arrangeret af de Københavnske Twitter-brugere – det var virkelig sjovt, og jeg kunne sagtens have blevet der mere end de 2 timer, jeg var der. Bagefter så jeg Up in the Air, som jeg synes var rigtig god og bedre end Avatar, men mon ikke samtlige nominerede i kategorien bedste film er det? Ud af de nominerede har jeg set Up, Up in the Air, Avatar, Inglourious Basterds, District 9 (som jeg synes er en virkelig flot og uventet nominering!), The Hurt Locker og A Serious Man, mens jeg mangler at se Precious, An Education og The Blind Side. Jeg holder med The Hurt Locker.

Nu skal jeg pleje resten af min sygdom, så jeg forhåbentlig er frisk til at komme på job igen i morgen.

PS. Jeg har set 105 episoder af Lost. Gange 42 minutter. Puha det er meget livtid, der kan gå med den slags, hvad? I morgen har jeg set 106.